Stor vinterbade-konkurrence mellem Skive skolerne
 
Så er den spontane konkurrence mellem Skive skolerne fløjtet igang om af få flest elever ud at vinterbade.
 
Fredag (16/12) var det Resen Skole med lærerne Holger Badedyr og Sune der mødte op med to 7. klasser, hvoraf cirka 10 piger og 15 drenge var ude at bade - 2 gange! Jeg har lærernes og Ingelise Badedyrs ord for at de nød det. Alle eleverne fik også en frisk rotur på roklubbens ro-ergometre. Flere af dem fik vabler i hænderne, så de gik virkelig til den!
 
Så bliver det spændende på mandag (19/12). Vil 6. klasse eleverne fra Skivehus Skole med Steen Badedyr i spidsen slå eleverne fra Resen Skole i antal? Eller bader de 3 gange?
 
Vil sportsredaktøren fra Skive Folkeblad møde op med en fotograf? Vil TV Midt/Vest møde op med et reportagehold? Vil Skives skoleelever blive verdensberømte i hele Midt- og Vestjylland for at hoppe i vandet om vinteren? Kan vi få bestyrelsen for Viski til at udsætte en lille præmie? Det er meget spændende!
 
Vil skoleinspektøren fra Åkjærskolen (Ove Badedyr) tage handsken op? Han er simpelthen nødt til det!
 
Efter nytår ser vi selvfølgelig frem til at Brårup og Egeris Skoler deltager i konkurrencen. Mon ikke et af Viski medlemmerne kan "overtale" dem?
Og hvor bliver Henrik Badedyr af med Hjelm Hede Friskole?
 
 
Med venlig hilsen
 
Ole Badedyr
 

 

 

Historien fortsætter her:

 
"Så blev det mandag (19/12) kl. cirka 9.45. Eleverne fra Skivehus Skole strømmede forventningsfulde ind i roklubbens dejlige lokaler. Steen badedyr og en anden lærer var allerede ankommet og saunaen viste 80 grader. Endda var nogle få forældre mødt op for at opleve gyset.
 
Og som en stor overraskelse for lærere og elever var TV Midt/Vest var mødt op for at lave et indslag om den spændende konkurrence. Steen og elever blev interview'et og badningen kom selvfølgelig i kassen. Det sendes i aften kl. 19.30. Så det bliver altså Skivehus Skoles elever der bliver verdensberømte i Midt- og Vestjylland!
 
Hvor mange var i vandet? Hele 26 piger og drenge + en forælder + Steen. Det var hele 4 elevere flere end fra Resen Skole i fredags. En eftertælling viste, at i alt 23 elever fra Resen Skole var ude at bade.
 
Så der er slet ingen tvivl om, at Skivehus Skole nu fører konkurrencen stort. Også fordi badningen i dag foregik i grødis. Det må absolut give et par ekstra points!
 
Eleverne fra Skivehus Skole var selvfølgelig også ude at bade 2 gange. De kunne næsten ikke vente med 2. gangs badningen - tro det eller ej.
 
Den næste skole der melder sig til konkurrencen vil med stor sandsynlighed komme i Skive Folkeblad - også med billeder. Bliver det Åkjærskolen (Ove, vågn nu op til dåd)? Eller Brårup Skole? Eller Egeris Skole? Eller kommer Højslev Skole? Så kan vi måske få "Den Bette Avis" til at lave et indslag?
 
Spændingen stiger, for konkurrencen er langtfra afgjort endnu!
 
Med venlig hilsen
 
Ole badedyr